Broen i Neuholzkrug

Den omtalte bro fører en mindre vej over jernbanen lige syd for Flensburg. Jeg har tilladt mig at kalde broen for “Detlef-Schikorr-Brücke”, til ære for en ældre herre af samme navn, en kendt jernbanehistoriker fra Flensburg, som ofte fotograferer fra denne bro. Det er heller ikke første gang jeg har stået på den – se her.

Denne gang skulle jeg bare fordrive lidt tid, mens der blev skruet på min bil. Vi starter med EG 3110, som her er på vej nordpå med en pæn lang slæber.


I den anden retning kommer 112 131 med RE7 mod Hamburg. I stammen er indrangeret tre af de nye Bombardier Twindexx-mellemvogne, som er malet i det nye nahSH-design. De passende Twindexx-motor-/endevogne har mig bekendt endnu ikke fået deres tilladelse, hvorfor togene fortsat trækkes af 112’erne.

Hectorrail kom også forbi på vej til Sverige med R2D2 – eller 241 004, som den også hedder. Her har jeg tilladt mig at lege lidt – effekten hedder ’tilt shift’ eller mere korrekt  ‘fake tilt shift’, da billedet er efterbehandet på computeren 🙂