Sidste tog fra Haderslev By

Der har været ro her på bloggen i lang tid, men nu er der behov for en skarp kommentar.

Haderslev Kommune har besluttet at nedlægge jernbanen mellem Haderslev Vest og Haderslev Bystation, en strækning på 900 meter. Det betyder at Veterantogene fremover ikke længere kan udgå fra Bystationen, som er beliggende centralt i Haderslev. 

I stedet skal togene fremover starte og slutte på Haderslev Vest. Hermed forringes en turistattraktion ret så markant – turister, som besøger byen, kommer helt naturligt forbi Bystationen, men vil aldrig forvilde sig ud til Haderslev Vest.

Jeg er udmærket godt klar over, at beslutningen er fremkommet gennem en demokratisk proces, men kære politikere: Hvad tænker i dog på? I skulle skamme jer! Hvad vil I med en “supercykelsti”, som der hverken er behov for eller penge til? Og hvorfor ofre en turistattraktion bare for det? Hvem af Jer har dog fået sådan en ide?? I en tid vor persontrafikken på jernbanen bliver retableret flere steder i verden, og hvor man i Danmark anlægger “Letbaner”, grænser det til utilgivelig dumhed at nedlægge infrastruktur som det er sket her.

Da jeg ikke bor i kommunen og dermed er afskåret fra at stemme til kommunalvalg i Haderslev, vil jeg i stedet glæde mig over Dansk Jernbaneklubs initiativ med at lade et MR-togsæt køre nogle ture på banen på årets næstsidste dag, og dermed være det sidste tog som afgik fra Haderslev By. Toget er her fanget lidt udenfor Haderslev.